Over en frokost i går fortalte jeg en go' mandlig ven om projekt; Donér Dusken. Hans reaktion var overraskende. Med hele ansigtet skjult i sine hænder og inde bag hænderne to helt tillukkede øjne sad han og rystede hovedet fra side til side. Mens "nej nej nej, ikke flere detaljer- jeg kan ikke klare det" kom ud af hans mund.Den stakkels mand var simpelthen helt og aldeles overvældet over ideen om en guitar beklædt med kussehår fra et hav af forskellige kvinder. For hans indre blik rullede øjensynligt en film - der rummede så mange sansbare elementer - at han ikke kunne rumme det. Sandwichen på hans tallerken måtte ligge uberørt og ensom i en stund. Jeg tolkede hans reaktion som en blanding af væmmelse og opstemthed. To så modstridende følelser, at hans sind bare ikke ville vedkende sig dem samtidigt.
Det fik mig til at tænke; Hvad er i grunden så grufuldt - og pirrende - ved en klump kruset kønshår? I jagten på nogle svar dukkede et tvprogram om kunst i den Victorianske tid op.
Sir Robert Leighton, som har malet den yndige kvinde, var een af spydsspidserne i Dronning Victorias engelske kunstscene. Han og mange af hans samtidige var uhyre opmærksomme på den erotiske kraft som en nøgen kvindekrop kan ha' i billedkunsten. Derfor var det kun comme il faut at male nøgne kvinder i ædle græske positurer og med reference til de tilhørende myter. Og frem for alt måtte der ikke være nogen som helst spor af kønsbehåring at ane. Kønshår mente man dengang var noget af det mest erotiske og fremfor alt personlige ved en kvinde, hvorfor det var ALT for frækt at skildre på malerier og skulpturer.
Idag er kønshår ikke ligefrem forbundet med ypperlig erotisk kraft. Det er simpelthen slet ikke moderne. De skal helt væk. Er vi ved at annonymisere kussen eller blot indføre en form for glatbarberet nypuritanisme?
